USG Cougars vs. Demons II

Amager Demons’ breddehold fik en ordentlig omgang klø, da de åbnede sæsonen med et 42-22 nederlag til Herlev Rebels.

Ved pausen stod det stort set lige, men coach Thomas Dalgaards tropper kunne ikke holde dampen oppe.

Det skal forbedres, når Demons’ breddehold drager til Valby for at møde USG Cougars på lørdag.
– Jeg forventer, at vi skal gøre en bedre figur end mod Herlev. Vi skal have bedre styr på defense, så Cougars ikke løber os over ende, siger han.

Han erkender dog, at Cougars kan blive en ordentlig mundfuld.
– De er nedrykkere, så de skulle gerne være et niveau over os, og vores starting QB er ude med en skade. Samtidig er vores secondary forholdsvist ny, så det bliver spændende at se, hvordan de klarer den mod et hold, der kaster meget, siger coach Dalgaard.

Men på trods af en skadet QB og en stærk modstander er Demons breddholds træner optimistisk.
– Jeg tror godt, at vi kan vinde. Vi har trods alt nogle rutinerede ræve med for eksempel på linebacker. De kan helt sikkert gøre en forskel, men igen er det vigtigt, at vi kan holde ydersiden, det lykkedes slet ikke mod Rebels, vurderer Dalgaard.

Tag med ud og støt Amager Demons Breddehold på lørdag kl.14 i Valby idrætspark.

 

Skrevet af Bo Poulsen

Indsend Kommentar