High School USA – det var rent bonderøvsliv

Amerikansk fodbold er fortsat en nichesport i Danmark, men sporten er inde i en positiv udvikling, og niveauet stiger på alle plan. Danmarks senior landshold har netop vundet B-VM i Italien og skal nu op i A-puljen og kæmpe med Europas bedste. Landsholdet i flag football triumferede også ved VM i Italien senere på måneden, og U16 og U19 er i stor fremgang. At de danske landshold begynder at gøre det bedre, kan hænge sammen med, at et stigende antal spillere i de danske klubber tager springet til USA – og prøver at spillet football ’over there’. For mens de fleste er fint tilfredse med at blive i Danmark og spille i klubberne, så er ambitionerne lidt højere hos andre. Én af Amager Demons spillere, der tog turen til USA, er Frederik Normann. Netop hjemvendt fra et år i Oklahoma gør han status over sit ophold, og hvad det har givet ham som footballspiller. ”Oplevelsen var super fed. Jeg kom tre uger før skolen begyndte og football startede lige fra starten af skolen med træning i 43 graders varme. Jeg havnede i Oklahoma, så der var tørt og varmt,” lyder det indledende fra Frederik Normann. Livet hos en kristen familie i staten Oklahoma i det sydlige USA bød udover football på almindelig skolegang i den lokale high school, kirke tre gange om ugen og de daglige rutiner på værtsfamiliens gård. ”jeg boede på en farm, hvor der var masser af dyr, så det var rent bonderøvsliv,” fortæller Frederik Normann, der er i sit femte år med football efter at være startet på Amager Demons U13 hold. Oplevelsen af at...