Preview: Swans vs. Demons

Preview: Amager Demons vs. Swans – ’Simpelt, men godt hold’.

Amager Demons drager til Fyn på søndag for at møde Odense Swans i Nationalligaen.
Sidste sæson var det to vidt forskellige kampe, som Headcoach Jesper Torstensson og Demons spillede. I den første tabte Demons snævert, da holdets offense ikke rigtigt kunne komme i gang. I den anden kamp udraderede amagerdrengene svanerne fuldstændigt.

Men hvad forventer Jesper Torstensson sig så af søndagskampen:
– Enten eksploderer scoringen, eller også bliver det en kamp med ultra få point. Jeg tror ikke, at det bliver noget midt imellem, siger han.
– Swans spiller med enkle midler, og de har fuldstændig styr på deres koncept. Så det er et meget bedre hold, end det vi mødte sidste sæson, lyder vurderingen fra Torstensson, der samtidig lægger vægt på, at koncentrationen skal være helt i top.
– De viste i deres kamp mod Herlev Rebels, at man ikke skal undervurdere dem, og det gør vi heller ikke, fastslår han.

Startende QB klar til kamp!
Til kampen i Odense er Demons væsentligt bedre stillet end i sidste runde på offense. Det skyldes, at holdets startende QB Hjalte Nexmann Nielsen er tilbage, efter en skulderskade har holdt ham på sidelinjen.
– Option-fodbold handler jo i den grad om timing, så jeg tror, at det kommer til at betyde meget, at Hjalte er tilbage. Det var tydeligt, at det ikke gik hurtigt nok mod Razors, og det blev vi straffet for.

Torstensson tror, at dæmonerne kan vinde, men det skal de også, hvis de vil bibeholde slutsspilsdrømmen.
– Hvis vi holder koncentrationen hele kampen igennem, er jeg sikker på, at vi har et modsvar til alt, hvad Swans kan, siger han og fortsætter:
– Vi er i den absolut stærkeste konference. Så dem vi måler os direkte med, skal vi slå for at komme i playoff, og det gælder også Swans.

Indsend Kommentar