Preview: Amager Demons vs. Herlev Rebels

Presset Rebels hold gæster Demons

Amager Demons tager lørdag imod kriseramte Herlev Rebels i årets anden kamp på hjemmebanen Lucifers Backyard. Selvom Rebels (1-2) har fået en skidt start på sæsonen, og Demons kommer direkte fra et stort comeback i udebanesejren mod Odense Swans, så betyder de to holds form ikke meget for kampen.

– Det betyder ikke det store for, hvordan vi vil gribe Herlev an. De har jo ikke fået mindre kvalitet. Tværtimod har de flere spillere, trænere og et større set-up end sidste år. Det kan betyde noget mentalt, fordi de med deres set-up og start på sæsonen har alt at tabe, lyder det fra Demons head coach Jesper Torstensson. 

 

Han peger på, at Amager Demons med to sejre allerede har indfriet football-danmarks forventninger, så holdet har alt at vinde lørdag. Herlevs nederlag til Tigers lægger imidlertid også pres på dæmonerne, da minimum én sejr over lokalrivalerne kan være nødvendig, hvis Demons skal i playoff.

 

Fejl skal elimineres

Søndagens sejr over Swans kom efter et stort comeback, men hvis det skal blive til et W mod Johan Williams tropper, så skal fejlene fra kampen rettes, konstaterer Jesper Torstensson.

– I swans kampen kommer vi til at begå en masse stress fejl, som Odense scorer på. Det må ikke ske mod Herlev. Vi forventer, at Herlev vil prøve at sætte os under langt hårdere pres end at komme bagud 14-0 imod Swans, slår Demons HC fast. Derfor er det mentale også i fokus forud for kampen mod Rebels.

– Vi har forberedt spillerne på, at det bliver en herrefight fra start til til slut, hvor der vil blive gået til stålet, siger Jesper Torstensson.

 

Herlev forbindelse betyder intet

Inden han blev sportschef i Amager Demons var Jesper Torstensson spiller og træner i Herlev Rebels, men selvom han gerne vil vinde over sin gamle klub, så er det interne opgør ikke et tema for Demons trup, fortæller træneren.

– Personligt betyder det altid lidt. Det er lidt ligesom at have en ekskone. Man vil gerne have det går dem godt, så længe det bare gå lidt bedre for en selv, joker eks-rebellen.

– Det er dog på ingen måder et tema i truppen og vil heller ikke blive det. Spillerne vil bare rigtig gerne vise football miljøet, at vi er et godt football hold , som gerne vil spille med lige til det sidste om playoff pladserne, lyder det afslutningsvis fra Jesper Torstensson.

Indsend Kommentar