Holdånd sikrede Amager Demons årets første sejr

Holdånd var vejen frem

Det holdt imidlertid hårdt for dæmonerne, der havde revanche til gode efter fem nederlag i træk til nordjyderne, men store spil og et par manglende goalposts gjorde forskellen i en tæt affære.

2012 var på mange måder en turbulent sæson for Amager Demons, der trods uroligheder i kulissen sluttede sæsonen med det bedste resultat i klubbens historie. Off season bød på flere afgange fra spillere, der enten stoppede karrieren eller søgte nye udfordringer, men mindst lige så mange er kommet til klubben, som fortsat har troen på mulighederne for slutspil i 2013. Det krævede imidlertid en sejr i årets første kamp mod Aalborg 89’ers, et hold som Demons ikke havde vundet over i de fem foregående opgør, og som sidste år endte med at trække en kneben sejr hjem, efter Demons i kampens sidste syv minutter satte et vanvidscomeback i gang. Kampen i Aalborg blev dog ikke nær så neglebidende, men intensiteten var alligevel helt i top trods nervøsitet hos begge hold, men en stærk holdånd blev, som udpeget af Demons spillere og trænere efter kampen, afgørende for kampens udfald.

Kaotisk sæsonstart sender Demons på 1. pladsen

Fredag 12.april begyndte Nationalligaen med opgøret mellem Triangle Razorbacks og Aarhus Tigers, men da kampen midtvejs måtte afbrydes, åbnedes mulighed for, at Demons kunne sætte sig på 1. pladsen i sin pulje. Demons skulle imidlertid først overvinde et tændt 89’ers mandskab, der dog var henvist til en alternativ bane uden goalposts på grund af forårets dårlige vejr – et element der viste sig afgørende.
Amager Demons safety Mads Edvardsen #21 var inden kampen udpeget som én af holdets få profiler, og han var ikke langsom til at vise, at han kan blive farlig for modstanderens QB’s. På kampens blot andet regulære spil interceptede han Aalborgs QB Kasper Skyum Jensen og løb bolden ind til touchdown. 6 – 0 Demons, som hurtigt udbyggede føringen på en 2-point conversion ved RB Lars Hyrsting Larsen #17. 89’ers havde i 1. halvleg svært ved at få sit offense til at fungere, og især holdets wide receivers havde svært ved at finde håndtaget på bolden. Det gav Demons offense mange chancer med screen passes og løb op gennem midten, og midt 2. quarter løber Lars Hyrsting bolden ind til TD, efterfulgt af endnu en 2-point conversion – 16-0 til Demons. 89’ers lod sig imidlertid ikke ryste, og langsomt arbejdede holdet sig tilbage i kampen, og udligner med under et halvt minut tilbage ved Thomas Zinck #11, der på spillet agerede QB for en skadet Kasper Skyum. Mads Edvardsen viste imidlertid endnu engang sin næse for bolden, da han får deflected det efterfølgende forsøg på at konvertere 89’ers 2-point conversion.
20 sekunder var dog rigeligt til, at Amager Demons kunne øge føringen. Først en lang returnering af WR #1 Micki Nielsen efterfulgt af et fremragende catch langs højre sidelinje af WR #28 Morten Velin, hvorefter Micki Nielsen kunne gribe bolden i endzone på et kast fra QB # Hjalte Nexmann. En tabt bold på den efterfølgende 2-point conversion betød, at Demons gik til pausen med en føring på 22 – 6.

89’s sætter Demons forsvar under pres

Inden kampen havde Amager Demons HC Jesper Torstensson udpeget sit defense pass rush mod QB Kasper Skyum som en vigtig brik i en eventuel sejr, og den vurdering skulle vise sig at holde stik. Det var imidlertid ikke fordi Demons lykkedes med taktikken. Derimod fik Kasper Skyum masser af tid til at finde sine receivere i 2. halvleg, hvor det var tydeligt, at 89’ers skruede op for tempoet i angrebet, hvilket satte Demons forsvar under alvorligt pres. Samtidig havde 89’ers receivere brugt pausen til at skrue hænderne ordentligt på, og det betød mange grebne bolde fra især Aalborgs #17 og #11. Begge kunne noteres for touchdown på dybe kast i endzone i henholdsvis 3 og 4. quarter, men da 89’ers kun formåede at konvertere én 2-point conversion var stillingen 22 – 20 i Demons favør med 3 minutter tilbage af kampen.
RB Lars Hyrsting Larsen fremhævede efter kampen Demons oline, og da det var mest kritisk viste netop oline vejen frem. Med en smal føring få minutter før tid kæmpede Demons for at løbe tiden af uret, og her banede Demons oline flere gange vejen for Demons runningbacks Lars Hyrsting og Benjamin ’Benno’ Framvig. På en kritisk lang 3. down var det imidlertid igen WR Morten Velins tur til at skinne. På en dyb go-route får wide receiveren grebet bolden med én hånd i hård duel med 89’ers cornerback, og Demons udnytter det momentum til et stort løb gennem midten til Lars Hyrsting, der kan score sit andet touchdown i kampen. Med scoringen øgede Demons sit forspring til 28 – 20 og rutinerede WR Michael ’Happy’ Nielsens 2-point conversion betyder, at 89’ers nu var to scoringer bagud med under 2 minutter på klokken. I kampens sidste minutter forsøger 89’ers desperat at komme tilbage i kampen, men et dybt forsøg rettet mod 89’ers #11 bliver interceptet af Demons CB #88 Teis Tinggaard, og QB Hjalte Nexmann kunne efterfølgende tage et knæ og hive en 30 – 20 sejr hjem til djævleøen.

Sagt efter kampen

Hjalte Nexmann, QB:
AD: Hvad er din reaktion på kampen?
’Jeg er stolt af holdet. Vi har haft en rigtig hård offseason, hvor vi har mistet mange spillere, ligesom vi har fået en hård start på sæsonen med skader på key positions. Alligevel kæmper vi os igennem, selvom Aalborg spiller en god kamp og kommer tilbage, så lukker vi ned for dem, og spiller godt, når det gælder’

Michael ’Happy’ Nielsen, WR:
AD: Du gjorde comeback i dag efter 5 år med at score kampens sidste 2-point conversion, tillykke med det. Hvad er din reaktion på Kampen?
’Det var fedt at få den første sejr og komme i gang. Og så var det bare en god kamp, hvor holdet præsterer. Vi starter helt vildt med en interception [til TD. Red], men så kommer vi under pres, men rider stormen af.’

Mikkel H. Olsen, LB
AD: Mikkel, første kamp for Demons elitehold, hvordan var det?
Det var fedt, jeg er nervøs, jeg ryster stadig. Jeg synes, jeg laver mange fuckups, men med mere træning og erfaring bliver det forhåbentlig bedre.’
AD: Hvad synes du om niveauet i Nationalligaen?
’Det er rigtig højt, det overrasker mig de første par spil, hvor hårdt de egentlig ramte. Det satte mig lidt ud i 1. quarter, men så tog jeg mig lidt sammen og spillede igennem det.’

Teis Tinggaard, CB
AD: Det halter lidt til at starte med, men du slutter af med en interception. Hvordan var det?
’Det var fandme lækkert. Også fantastisk at slutte af med en interception, det kunne ikke blive bedre.
AD: Hvad synes du om forsvaret i dag?
’Det gik okay, men i starten af 2. halvleg sætter de meget højere tempo på med deres no huddle. Så blev vi presset, (spil)kaldene kom lidt sent, og man kunne godt mærke, at folk ikke var helt klar i starten af 2. halvleg, men vi kom efter det i 4. quarter.
AD: Det bagerste forsvar kæmpede mod 89’ers kast, var der noget, der overraskede dig?
’Det ved jeg ikke, om der var. Selvfølgelig deres 11’er er superdygtig og ligeså snart vi dækker mand på ham, så kan det komme til at halte lidt, men ellers gik det fint.’
Mads Hyrsting Larsen, WR
AD: Du fik din dispensation igennem på falderebet, hvordan var det at være med i dag?
’Det var fedt. Jeg har glædet mig til min første NL kamp med eliteholdet, og så kan det ikke være et bedre minde at få end et W, med et gamewinning, eller rettere gameclosing drive,’
AD: Du har taget springet direkte fra U16 og til senior Nationalligaen, hvordan var det skridt?
’De rammer meget hårdere end nogen U16 drenge gør, så det var (et stort) skridt, men jeg var klar på det, og har modtaget god træning op til kampen sammen med senior, så det gik godt.
AD: Det er nok ikke din sidste kamp med seniorholdet, hvordan bliver resten af sæsonen for dig?
’U19 kommer selvfølgelig først, men de kampe jeg kan være med i I år, der vil jeg selvfølgelig hjælpe holdet så meget jeg kan, og jeg ser frem til at lave nogle store spil på receiverpladsen.’
AD: Du er lige nu lidt bagefter storebror, er der en håneret derhjemme?
’Han fører med 2 (TD’s), men jeg skal nok komme efter det, bare rolig.’

Lars Hyrsting Larsen, RB
AD: Du slutter kampen med to touchdowns og en masse yards op gennem midten, hvordan var kampen for dig?
’Det var en virkelig god kamp, og det bunder i én ting, og det er vores oline, der bare tager det store læs hver gang, og gør det så godt, så andre kommer til at skinne på banen. Så er jeg også selv blevet bedre til at læse hullerne, læse hvad der sker på banen og fået et bedre overblik.’
AD: Du spillede slot receiver sidste år og var samtidig skadet meget af sæsonen. Du er nu kommet tilbage på runningback. Hvad har det betydet for dig?
’Det har været vigtigt, fordi det er den plads, jeg gerne vil spille og den plads jeg mest går op i. Jeg gav mig selvfølgelig også 100 pct. Før, men her har jeg et mål, og det er at gøre det virkelig godt på runningback.’
AD: Du havde din lillebror med i dag. Kan du sætte ord på hans præstation?
’Nu så jeg ikke så meget af, hvad han lavede, men jeg tror, at han bliver god, og hans præstation i dag – ja uden tvivl, han følger sin storebror i fodsporene, måske endda bedre, det vil tiden vise. Uden tvivl, han har sikkert gjort et godt stykke arbejde i dag.

Martin ’Ass’ Halbye, DC
AD: Du debuterede I dag som playcaller på defense, hvordan synes du selv det gik?
’Det gik fint, indtil vi var i nogle pressede situationer, hvor Jesper (HC) begynder at kalde spil, jeg ikke har på mit sheet, så vi måtte improvisere lidt. Det gik dog fint, da jeg fik nogenlunde styr på nerverne.
AD: Vi kommer voldsomt under pres i 2. halvleg, og 89’ers driver bolden på lange kast, hvad tænker du der?
’Jeg tænker ikke så meget på det, for jeg ved, at vi kan vores basic coverage, men de fanger os på hælene, og så skal vi lære at omstille os til lidt hurtigere angrebsspil, nå de kører et no huddle lignende angreb. Vi skal være lidt mere aggressive til træning på at få offense til at køre no huddle, og så må vi ellers bare stole på vores base calls.
AD: Var der nogen på defense, der imponerede i dag?
’Jeg må sige vores import Henry, som vi har fået fra England, han har imponeret, ligesom Mikkel gør det rigtigt godt. Han har en god fremtid på vores sam backer.’

Jacob Gewecke Nancke, OL
AD: Du er til daglig breddespiller, men debuterede i dag på NL holdet, hvordan var den oplevelse?
’Jeg synes det var stort. Jeg kunne godt mærke, at der er et stort forskel i tempo og en stor forskel i styrke, når man spiller i Danmarksserien og så i NL. Jeg synes det var rigtigt spændende at komme op og prøve, og jeg synes, at hvis man har lysten, så skal man helt klart prøve kræfter med NL og ikke kun Danmarksserien.’
AD: Er det noget du planlægger at gøre i fremtiden?
’Nu har jeg spillet bredde i Danmarksserien sidste år, så jeg regner med, at jeg starter en udvikling i år og begynder at spille NL fuldtid næste år?
AD: Ved du, hvilke planer trænerne har for dig med henblik på din position?
’Jeg ved ikke, hvad de har af planer. Lige nu spiller jeg center på bredde, og jeg kan sådan lidt af hvert, men jeg er parat til at spille, hvad de beder om, bare jeg kommer til at spille.’

Henry Miller, LB
AD: Congratulations with your first game and first win in Nationalligaen, what do you think of the game?
‘It was a very close game. Both sides played really well, and there were times, where the game could go either way. The level compared to England is quite similar, I think the players here are more experienced than they are in England, and that tells in the game.
AD: Did anything surprise you about the 89’ers?
‘Not particularly, we watched them on film all week, they have a strong oline, good receivers, a good quarterback, so I don’t think anything they did surprised me really.’
AD: Our defense came under pressure in the second half in the passing game, what went through your mind at that moment?
‘ Obviously you got to try and get it together and work hard trying to stop the run and the pass at the same time and I think, when you’re in that situation where they have the momentum and they’re gaining yards on you every play, you just have to dig in, and that’s kind of when the heart of the team comes out and you play hard and the guys really give anything.’

 

Indsend Kommentar