Demons returnerer til slutspillet

Demons returnerer til slutspillet

Når Amager Demons lørdag tager til Aarhus, er det præcis ét år siden, at klubben spillede en af sine bedste kampe nogensinde. For på Søllerød Gold Diggers hjemmebane nægtede Demons at lade sig kue af storfavoritterne, og var langt hen ad vejen med i kampen, der dog endte med et nederlag.

Samme niveau og samme intensitet skal holdet fra Amager igen finde frem, når head coach Jesper Torstenssons tropper for anden gang på en måned skal op imod Aarhus Tigers, der i slutningen af august fik en komfortabel sejr på hjemmebane. Tigers kan samtidig bryste sig af en sejr i weekenden over Mermaid Bowl vinder Copenhagen Towers, så det er et aarhusiansk hold med selvtilliden i orden, der tager imod Demons.

Drengene fra Amager fik sin seneste sejr i Esbjerg, hvor Hurricanes måtte indkassere et nederlag på 48 – 0 efter en god dosis Lars Hyrsting Larsen. Landsholdsrunningbacken skal også have en stor dag, hvis det skal lykkes Demons at vinde i Aarhus, mens forsvaret og især special teams skal undgå fejl og tackle bedre, hvis der skal være håb om at stoppe Tigers playmakers.