Det er bare lidt sejere at spille amerikansk fodbold

Det er bare lidt sejere at spille amerikansk fodbold

Vokseværk. Det er nok det korrekte ord for det, som Amager Demons yngste hold har gennemgået, siden klubben oprettede hold for de mindste. ”Da jeg overtog holdet, var der en 4-5 drenge på det daværende u13, og i dag fire år efter er der ca. 40-45 i alderen 10-14 år. Det er gået hurtigt,” lyder det fra Demons tidligere cheftræneren for de yngste gennem fire år, Adrian Kaule. Efter 10 år i klubben som spiller, næstformand og også webmaster ved Adrian Kaule, hvad han taler om, når han snakker om et sjældent boom i spillertruppen.

Men hvad er det, der får de helt unge drenge til at vælge amerikansk fodbold frem for fodbold og håndbold? Spørger man Adrian Kaule, så er den store tiltrækning ved amerikansk fodbold, at det er anderledes. ”Der er helt klart et element af, at det er cool at spille amerikansk fodbold for mange af dem,” fortæller Adrian Kaule, der samtidig peger på, at sporten især er for dem, der ikke passer ind andre steder. ”De er lidt større, tungere og voldsommere, end hvad der passer sig til basket, fodbold og håndbold, men så passer de perfekt ind her i amerikansk fodbold,” lyder det fra træneren.

Én af dem, der havde svært ved at finde fodfæste i fodboldens verden, er 13-årige Adam Alexander Ferber, der gennem et år har spillet linebacker og Dline for Amager Demons. Han peger specifikt på den fysiske del af sporten som det, der adskiller den fra andre sportsgrene. ”Jeg gik til fodbold, hvor jeg blev vist ud hele tiden, fordi jeg lavede en masse ting, som man dog godt må i amerikansk fodbold. Her er det bare om at gå til den” fortæller Adam Alexander Ferber.

Også 14-årige quarterback Peter Juul Jessen peger på det fysiske aspekt af amerikansk fodbold, som forklaringen på, at fodbold blev sendt til hjørnespark, men også det taktiske aspekt gør spillet med den ovale bold sjovere. ”Kontakten er en del af det. Jeg synes, der er langt mere taktik og meget mere hold. Det handler ikke bare om én spiller, det handler om hele holdet,” lyder det fra Peter Juul Jessen. Både Peter Juul Jessen og Adam Alexander Ferber refererer til NFL i fjernsynet, som den primære årsag til, at de begyndte til amerikansk fodbold. Adam Ferber fik dog et hjælpende skub fra familien, men det er de færreste af drengene på Amager Demons U12 og U14 hold, der sendes ud bag Amagerhallen af forældrene. Ifølge Adrian Kaule er det ganske få af forældrene, der forstår og kender til sporten. Derfor er det drengene selv, der finder ud til Lucifers Backyard og hiver deres venner med, fortæller Adrian Kaule.

Forældrene spiller dog en aktiv og vigtig rolle, når der skal køres til og fra stævner, ligesom der er ildsjæle blandt forældrene, der hjælper til omkring holdet. Der måtte dog gerne være flere forældre samt tidligere spillere, der hjalp til på U12 og U14 holdet, efterlyser Adrian Kaule, og henviser til, at det kræver sit at holde styr på 40 unge knægte med ild i – bagdelen. De yngste hold er dog et godt sted at starte, hvis man har en træner gemt i maven, og man behøver ikke kende sporten indgående. ”Det handler udelukkende om, at de skal have det sjovt. Det sportslige kommer senere. De skal lære basics og de skal have det sjovt,” fortæller Adrian Kaule.

Selvom der ikke tælles sejre og nederlag i U12 og U14, så fejler ambitionerne hos spillerne ikke noget. Både Adam Alexander Ferber og Peter Juul Jessen håber, at de kommer til at spille meget mere amerikansk fodbold i Demons uniformer, men der er også større ambitioner uden for landets grænser, hvor et high school ophold og college er blandt ønskerne, fortæller Adam Alexander Ferber. Indtil da står den på amerikansk fodbold på Amager Demons’ U14 og U16 hold, to hold der ser godt ud på vej ind i 2014-sæsonen.